Nu er snart kun idioterne tilbage på Slotsholmen – hellere glorificeret sælger hos Rogaczewski end frygtet topembedsmand

Vi er heldigvis allesammen forskellige og tak for det. Men jeg fatter simpelthen ikke, at den ansete og respekterede dansk vicegeneralsekretær for OECD og tidligere departementschef i Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard Knudsen siger op for at blive toplobbyist for André Rogaczewskis børsnoterede livsværk, Netcompany. Vanen tro er der store armbevægelser hos Netcompany-grundlæggeren. Ulrik Vestergaard Knudsen skal besætte stillingen som »Chief Corporate Affairs Officer« eller CCAO, som det også hedder. Det er den slags job, som store og komplekse virksomheder som rederiet Mærsk samt medicinalgiganter som Novo Nordisk og Novartis har. Disse virksomheder har en noget mere magtfuld økonomisk muskel end Netcompany med dens mere moderate globale omsætning på seks milliarder kroner om året. Der skal nok også være dem, der spørger, hvad en Chief Corporate Affairs Officer egentlig laver? Den korte oversættelse er, at det er en blanding af at være toplobbyist og en slags udenrigsminister for en virksomhed. Den endnu kortere og kyniske er, at det er at indtræde i jobbet som en glorificeret sælger, især da Netcompany allerede har en kommunikationschef. Jobskiftet er virkelig ærgerligt, for fra sin position i OECD og med sin dybe erfaring var Ulrik Vestergaard Knudsen en tung og vigtig stemme i oversættelsen af verden. Det blev vi senest mindet om i oktober, da han gav et stort interview i Børsen om Europas store økonomiske og politiske udfordringer. Nu skal han i stedet sweettalke de virksomheder og regeringer, som Netcompany gerne vil indgå kontrakter med. Sikke et spild, men i det mindste må vi håbe, at det lander nogle ordrer fra udenlandske regeringer hos Netcompany. 55-årige Ulrik Vestergaard, som er uddannet cand.polit., træder ikke engang ind i den øverste direktion for Netcompany, når han 1. februar tiltræder i sit nye job, men bare i den ni mand store koncernledelse. Jobskiftet ligner til forveksling det samme som Lars Gert Loses, da han for knap tre år siden sagde farvel til Udenrigsministeriet for et job som – og hold nu godt fast – head of Global Public Affairs, Communication and Marketing i kapitalfonden Copenhagen Infrastructure Partners (CIP). Det er i øvrigt kun få uger sider, at samme Lars Gert Lose allerede vinkede farvel til jobbet i CIP for at blive toplobbyist i Finans Danmark. Sjovt nok, så har Ulrik Vestergaard Knudsens navn også været nævnt i forbindelse med jobbet som administrerende direktør i Finans Danmark. Vi fik måske tirsdag svaret på, hvorfor han ikke landede dér. Når man vil gå fra det yderst ansete og respekterede job fra første række i OECD til at være glorificeret sælger hos Netcompany, må der virkelig være en ubændig trang til at stoppe med at arbejde i toppen af det danske og internationale regeringsapparat. Ulrik Vestergaard Knudsen har ifølge en opsigtsvækkende venlig pressemeddelelse signeret af OECDs generalsekretær, Mathias Cormann, været et nøglemedlem af ledelsen i OECD, hvor han har været ansvarlig for digital transformation, videnskab, innovation, handelspolitik og landbrug. Det er måske netop ansvaret for digital transformation i OECD, som har været grunden til, at der er opstået sød musik mellem ham og Rogaczewski. Man kan vælge at se Ulrik Vestergaard Knudsens opsigelse i OECD i forlængelse af diskussionen om svingdørene mellem toppolitik, toppen af embedsværket og toplobbyisme. I hvert fald kan man konstatere, at Ulrik Vestergaard Knudsen bærer ved til diskussionen om behovet for karensregler, så man i det mindste skal være på græs i en periode, før man som højt betroet embedsmand kan tiltræde et job i den private sektor. Men lige i tilfældet Ulrik Vestergaard Knudsen kan man måske i endnu højere grad spørge, hvorfor toppen af den danske embedsstand har så travlt med at forlade Slotsholmen – i dette tilfælde forlængelsen af Slotsholmen i OECD i Paris? Det er kun tre måneder siden, at departementschefen i Beskæftigelsesministeriet, Søren Kryhlman, sagde ja til at blive viceadministrerende direktør i Dansk Industri. Det var i maj sidste år, at Peter Steensgaard Mørch droppede jobbet som departementschef i Finansministeriet for at blive administrerende direktør i Finans Danmark. Det ligner en udvandring. Mediet Altinget havde en interessant optælling i januar 2022, hvoraf det fremgik, at tre ud af fire departementschefer i toppen af statsadministrationen er skiftet ud i årene mellem 2019 og 2022, fordi de eksempelvis var blevet rigsrevisor, kommunaldirektør i Rebild, direktør i Dansk Boldspil Union (DBU), pensioneret og alt muligt andet. Nogle gør så også comeback som departementschef; det er lidt en svingdør i disse år. Der er desuden masser af eksempler på exodus fra Slotsholmen forud for 2019, eksempelvis da Martin Præstegaard hellere ville være finansdirektør i ATP end departementschef i Finansministeriet, og Thomas Egebo hellere ville være direktør for Energinet end departementschef i Klima- og Energiministeriet. Man skal være varsom med at sammenligne et embedsapparat med erhvervslivet, men man kan roligt sige, at vi ville tale om krisestemning i toppen af dansk erhvervsliv, hvis tre ud af fire topchefer i de største børsnoterede virksomheder herhjemme blev skiftet ud inden for blot tre år. Det er et alvorligt krisetegn for statsadministrationen og det demokratiske maskinrum, at ingen åbenbart har lyst til at være departementschef eller topembedsmænd særlig længe ad gangen. Det kan der være nogle grunde til, som også kan have spillet en rolle for Ulrik Vestergaard Knudsens personlige beslutning. Her er nogle oplagte: Teori nummer 1: Lønnen er elendig Lønnen som departementschef i Danmark ligger på 2,2-2,8 millioner kroner, hvilket naturligvis er pænt og ordentligt, men milevidt under lønnen for en topchef i de store børsnoterede virksomheder, hvor lønnen er cirka ti gange større. Ifølge en opgørelse fra TV 2 ligger Rogaczewskis løn på cirka 30 millioner kroner om året. Ulrik Vestergaard Knudsen skal nok få løftet sin løn væsentligt ved at gå til Netcompany, om end den med sikkerhed stadig skal ganges nogle gange, før den når Rogaczewskis. Hvad kan man gøre ved det: Det skal man selvfølgelig ikke gøre noget ved. Lønnen for departementschefer er fin, for der er slet ikke den samme risiko for at blive fyret, som hvis man er topchef i erhvervslivet, og man kan desuden holde den fine løn med ledsagende pension, helt til man er 70 år, ligesom den netop afgåede departementschef i Erhvervsministeriet, Michael Dithmer. Teori nummer 2: Arbejdstiden er horribel Naturligvis er arbejdstiden horribel, når man skal være den embedsmand, som sidder tættest på en resortminister eller sågar statsministeren; det er ikke et otte til fire-job. Sager og skandaler kan opstå fra det ene øjeblik til det næste, ligesom ministre lever i en verden af 24 timers mediebevågenhed for slet ikke at tale om virkeligheden på de sociale medier. Som departementschef er man tilmed hele embedsapparatets øverste chef. Hvad kan man gøre ved det: Det såkaldte Dybvad-udvalg, som netop tidligere departementschef Karsten Dybvad var formand for, kortlagde i 2023 en lang række dybe problemer i embedsførelsen, som er med til at skabe et enormt pres på de øverste embedsmænd og deres ansatte. Man kunne starte med at lytte til Dybvad-udvalgets anbefalinger, så skal det nok blive lidt bedre i det mindste. En anden lavthængende frugt kunne være, at ministre blev mere bevidste om deres ansvar og mindre bevidste om deres ego, men det er måske for meget at forlange. Teori nummer 3: Mette Frederiksen Der er ikke mindst under Mette Frederiksens regeringstid en tendens til, at statsministeren er blevet en slags politisk topchef og de øvrige ministre en slags underdirektører, som skal lytte til chefens mindste vink og instrukser. Det er en farlig centralisering af magten, hvis al politik og al lovgivning skal iscenesættes fra Statsministeriet, og det er i hvert fald et rædselsfuldt sted at arbejde, hvis man er nummer to efter ministeren i et ministerium med et stort lovkompleks og ansvar. Hvad kan man gøre ved det: Uha, den er svær. Problemet er heldigvis lidt mindre, når der er tale om koalitionsregeringer end smalle etpartiregeringer, for så bliver statsministerens magt indhegnet af andre partiledere. Teori nummer 4: Hvem gider kæmpe med halvstuderede røvere? Den sidste bastard, som må ødelægge hverdagen for kloge, erfarne og kompetente topembedsmænd, må være den evindelige dans med de halvstuderede røvere, som skiftende ministre henter ind som særlige rådgivere. Tænk, at en departementschef med et kæmpe ansvar for hundredvis af medarbejdere og tung lovgivning skal bruge sikkert uendelige ressourcer på at få sat tåbelige, særlige rådgivere, som skal forsøge at imponere deres minister med al mulig sniksnak, der kan stille ministeren godt i offentligheden, til vægs. Det må være helt ulideligt. Hvad kan man gøre ved det: Den er let. Væk med de særlige rådgivere, hellere i dag end i morgen. Partierne får millioner i statsstøtte, hvis de vil ansætte lejesoldater til deres ministre. Måske det hele er så enkelt, at Ulrik Vestergaard Knudsen har gået rundt i Paris og har tænkt på, at han en dag gerne ville vende hjem til Danmark og finde et nyt topjob på Slotsholmen, når nu han alligevel har 10-15 år mere at gøre karriere i. Så er det måske bedre og mere lukrativt at være glorificeret sælger i Netcompany end stresset departementschef i Beredskabsministeriet. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/nu-er-snart-kun-idioterne-tilbage-paa-slotsholmen-hellere-glorificeret